Out of my Mind
DECOUPAGE SOM KUNSTART
For 20 år siden vidste nok kun ganske få mennesker i Danmark hvad decoupage var. Dronning Margrete har gjort det kendt i Danmark. Det er en særlig teknik, en kunstart, som har eksisteret siden 1600-tallet i adelskredse i England og især Frankrig.
Ordet DECOUPAGE kommer fra det franske ord 'découper' som betyder at klippe ud.
Hvad er forskellen mellem decoupage og collage?
I min decoupage-fremstilling følger saksen formene, der 'males' med billeder. De billeder og motiver jeg vælger, bliver klippet ud præcist og skarpt. Motivet, eller det enkelte element, bliver klippet ud af en eksisterende sammenhæng, og sat sammen med andre elementer i en anden sammenhæng, for at forme en helt ny helhed.
COLLAGE er en anden kunstart. Matisse og H.C. Andersen har lavet enkelte collager. Kubisterne skabte collager med figurklip i brunlige toner, blandet med fx billetter eller etiketter eller ord. De skabte ikke collager med billeder som på forhånd var klippet ud.
For mig er det er to forskellige måder at udtrykke sig på. Det de har til fælles er, at der bliver klippet og limet.
Som med alle kunstarter kan de blandes for at opnå et nyt og anderledes udtryk. Også digitalt.
Jeg skaber et billede fra bunden. Som oftest starter det med et billede som fanger min opmærksomhed, som jeg klipper ud (med en saks, ikke digitalt). Jeg leder efter andre motiver som i form, eller farve, eller budskab har en relation til det første. Jeg arrangerer dem og giver dem en sammenhæng. Det må gerne overraske. Når billeder bliver brugt i en anden kontekst kan de få et helt andet udtryk, en helt anden betydning. Jeg samler udklippene og former dem til en helhed. Jeg limer først når jeg er tilfreds. Det oprindelige værk er typisk A4 eller A3 format.
Alt kan bruges: ugeblade, brochurer, kalendere, fotos. Der samles meget mere materiale end der bliver brugt i den endelig decoupage. Jeg klipper motiverne ud med en almindelig papirsaks, og jeg har en lille saks til de små detaljer. Det er en tidskrævende proces, både det at finde motiverne og at arrangere dem. Jeg kan godt ændre mening midt i processen, eller bruge tid på at lede efter et billede som jeg visuelt kan huske jeg har set, men ikke nødvendigvis i hvilket blad eller brochure.
I den sidste fase i decoupagearbejdet bliver der taget et foto af værket. Enkelte digitale retoucheringer kan blive foretaget, når det oprindelige billedmateriale har synlige mærker efter fx hæfteklammer eller har været foldet, noget som kan ses tydeligt ved forstørrelser.
Med affotograferingen kan værkerne blive forstørret eller formindsket efter ønske, og overføres på forskellige materialer.
Hvorfor et foto og en print?
Det materiale jeg bruger til at fremstille mine decoupager, kommer fra forskellige trykværker. Det materiale er ofte ikke farveægte, og kan falme med tiden når det bliver udsat for lys. Når jeg får værkerne printet (fx på art paper) er de bl.a. syrefrie og garanteret lysægte. Når jeg nu kun får dem printet i få eksemplarer, må de gerne vare længe...
Limited edition:
Værkerne bliver kun fremstillet i 10 eksemplarer, de er nummererede og signerede.
Værkerne kan købes direkte, eller bestilles på mål, og på forskelligt materiale.